Energi- og vandforsyningAfgjort 29. juni 2026
Levering af vand. Krav om afmontering af vandmålere og ændring af fremtidig opkrævning. Spørgsmål om nævnets kompetence
Forbrugerklagenævnet afviste klagen som uegnet til behandling og tilbagebetalte klagegebyret. Sagen angik en almen boligforenings krav om, at et vandværk skulle afmontere ti af ejendommens elleve vandmålere, således at boligforeningen fremover alene blev opkrævet afgift for hovedvandmåleren. Nævnet fandt, at boligforeningen ikke kunne anses som forbruger i relation til aftalen om vandforsyning. Ved vurderingen lagde nævnet vægt på boligforeningens kerneaktivitet efter almenboligloven, dens betydelige erhvervsaktivitet med opførelse, udlejning og administration af over 1.700 lejemål, dens professionelle organisering og dens konkurrenceprægede virksomhed. Da betingelsen om en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende efter forbrugerklagelovens § 19, stk. 1, ikke var opfyldt, havde nævnet ikke kompetence til at behandle sagen. Tilbagebetalingen af klagegebyret skete i medfør af § 27, stk. 2, i lov om forbrugerklager.
Læs hele afgørelsen hos nævnet
Kilde
Titel og resumé er Forbrugerklagenævnets egne, gengivet ordret. Nævnet anonymiserer selv sagerne. Hele afgørelsen ligger hos nævnet, og det er den, der gælder — ikke vores gengivelse.